Eventyrlige smykker og et flashback til fortiden

Jeg er forelsket.

Forelsket i dette smykke. Ikke bare fordi det er smukt, eller fordi det er for en lille fynsk virksomhed med de sødeste medarbejdere (ikke at det ikke hjælper 😉 ), men den særlige grund til, at jeg er så vild med dette smykke, er på grund af navnet. Smykket hedder nemlig “Den Grimme Ælling“.

 

Halskæden er fra Dunoria, som er en lille fynsk virksomhed, der sælger fortryllende smykker, der alle hedder noget fra H.C. Andersens eventyr. Foruden Den Grimme Ælling kan du finde smykkenavne som Nattergalen og Prinsessen på ærten og Fyrtøjet.

Det synes jeg er utrolig smukt!

 

Men tilbage til hvorfor denne halskæde har en helt særlig betydning. For det første er det en af H.C. Andersens mest kendte fortællinger. Og lige præcis denne fortælling får mig til at mindes min kære farfar. Han døde, da jeg var meget ung, og jeg har desværre ikke særlig mange minder om ham længere. Men en ting, jeg kan huske, var hans kærlighed til H.C. Andersens eventyr, som han altid fortalte, når vi var på besøg. Og her blev min lillebror og jeg ofte underholdt med historien om den grimme ælling. Han havde ikke meget syn tilbage til sidst, så historien blev genfortalt fra hukommelsen ned til mindste detalje. Jeg har ladet mig fortælle af min far, at min farfar nød at holde taler. Han holdt blandt andet tit foredrag om Roskilde, hvor min far er opvokset, for store forsamlinger. Men når min bror og jeg var på besøg, nød han også at fortælle historier – bare til os to. Det er et minde, jeg aldrig vil glemme.

Selve historien om den grimme ælling har derudover en anden betydning for mig. Ikke kun fordi den minder mig om min farfar, men også fordi at jeg er blevet mobbet en hel del gennem min folkeskoletid.

Det lyder måske lidt kliché-agtigt, men når jeg kigger tilbage på dele af min barndom, har jeg virkelig rykket mig og er blevet stærkere. Jeg vil måske ikke gå så langt og sige, at jeg langt om længe er blevet til en smuk svane, for jeg mener, at alle er smukke på hver deres måde, men moralen i historien er bestemt noget, jeg kan genkende.

Så du kan måske forstå, hvorfor jeg er så glad for denne halskæde.

Jeg vil se frem til at have den på og mindes, hvor stærk jeg er blevet. Jeg vil ikke sige, at jeg er glad for, at jeg er blevet udsat for de ting, jeg har i min barndom, but what doesn’t kill you makes you stronger, og det kan jeg i hvert fald råbe “Hell yeah” til!

Halskæden er sponsoreret af Dunoria.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *