5 råd mod eksamensangst

13396627_10154349435099273_303774655_o

Eksamen nærmer sig. Du kan mærke det. Både i krop og sjæl. Hjertet banker, når du tænker på eksamen, og måske har du problemer med at sove eller har problemer med at mærke sult. På trods af at du har øvet og gennemlæst alt inden din eksamen, kan du stadig mærke disse følelser.

Hvis du lider af eksamensangst, kan du helt sikkert nikke genkendende til ovenstående.

Jeg har tidligere været rigtig dårlig til eksaminer. Især de mundtlige. Flere uger inden har jeg gået og været nervøs, og jeg har flere gange oplevet at få “black outs” til selve eksamen, som bestemt ikke har gavnet min tidligere eksamensangst.

Det er dog blevet meget bedre med tiden. Jeg tror, det til dels handler om øvelse – øvelse gør jo mester – men dels tror jeg også, at min “eksamensrutiner” har hjulpet mig. Dem vil jeg nu dele med dig, så du forhåbentlig kan tøjle dine eksamenstanker.

Råd #1: Visualiser eksamenssituationen.

Det har hjulpet mig, at jeg har forestillet mig, hvordan eksamen kommer til at foregå. For mit vedkommende er det blandt andet den manglende kontrol, der har været med til at gøre mig nervøs. Tanker som “hvad vil de spørge om” og “hvordan kommer det til at foregå” har tit domineret mine tanker. Derfor har det hjulpet, at jeg har lukket øjnene og forestillet mig, at min underviser og censor sad foran mig samtidig med, at jeg gennemgår de ting, jeg har forberedt mig på at sige. Det kan virke lidt tosset at sidde der med lukkede øjne, men det hjælper virkelig.

 

Råd #2: Forbered det praktiske dagen før.

Hvad skal du have på? Hvor foregår eksamen? Skal du have noget med – fx et powerpointshow eller andet? Sørg for at få styr på det praktiske dagen før, så du ikke skal stresse med det på selve dagen, og så du ikke kommer til at ligge og tænke på det i din seng, så du måske ikke får sovet så meget. Læg dit tøj frem dagen før, og gør eventuelle udprints klar til at tage med og vær helt sikker på, hvornår du skal afsted mod eksamenslokaler, og hvor lang tid før du skal være der.

 

Råd #3: Dyrk motion dagen før.

Det kan være rigtig svært at slukke for tankerne, når man skal sove, især hvis man er nervøs. Et af mine problemer har været, at hjernen har været rigtig træt, fordi jeg har læst så meget, men kroppen er stadig “vågen”, fordi den ikke er blevet stimuleret, fordi jeg bare har siddet stille og læst. Derfor dyrker jeg altid et eller andet dagen før min eksamen. Fx 40 min på en crosstrainer. Du kender dig selv, og måske skal der kun 20 min løb til, før du bliver træt. Måske lidt mere. Måske bliver du rigtig godt udmattet af en halv times yoga. Mærk efter og gør det, du ved er godt for dig. Lad være med at forcere noget, ved for eksempelvis at løbe for langt, så du ender med at have ondt inde til eksamen!

 

Råd #4: Se et par afsnit af din yndlingsserie dagen før.

Mange eksperter siger, at man ikke skal forberede sig dagen før sin eksamen. Men hvad søren skal du så? Du er måske alligevel hjemme og hjernen kører bare rundt. Det hjælper for mig at se et par afsnit af min yndlingsserie for at få “slukket” hjernen lidt og komme væk fra eksamenstankerne. Min yndlingsserie pt er Modern Family! Jeg skraldgriner altid og synes det er perfekt, at afsnittene kun varer 30 min. Hvis ikke du kender den, kan jeg helt klart anbefale den! Man bliver virkelig opslugt og glemmer tid og sted. Bare husk ikke at se for mange afsnit dagen før, så du ikke får sovet 😉

 

Råd #5: Lav vejrtrækningsøvelser inden du skal sove.

Hvis du stadig har problemer med at blive træt, så kan du prøve at lave vejrtrækningsøvelser. Det handler basalt set om, at du trækker vejret, mens du er fuldt bevidst om det. Mærk fx hvordan næsen bliver kold, når du trækker vejret ind, eller hvordan brystet løfter sig med luften ind, og hvordan den falder sammen, når du puster ud. Hvis det er rigtig svært for mig at slippe tankerne bruger jeg appen “mindfulness”. Der finder du en gratis 12 min guided vejrtrækningsøvelse. Det kan nogle gange hjælpe, at der er en, der fortæller, hvad du skal gøre. Det kan godt være lidt svært faktisk, hvis man ikke har prøvet det før, fordi tankerne komme ind over. Nogle gange tager jeg to gange 12 min øvelse, hvis den første gang ikke hjalp. Vær ikke irriteret på dig selv, hvis du kommer til at tænke på alt muligt andet. Accepter tankerne og vend tilbage til vejrtrækningen.

Du kan vælge at gøre alle tingene, eller plukke lidt. Mærk efter og find ud af, hvad du tror, fungerer bedst for dig. Prøv dig evt. frem.

Jeg har en veninde, hvis lærer fortalte, at “eksamen, det er bare noget, vi leger”. Det var lidt af en øjenåbner for mig. Jeg har altid taget eksaminerne MEGET seriøst. Men det er bare en leg. En øvelse, så du kan præstere bedre, når du engang skal ud i den “virkelige verden”. Og husk også lige på, at din underviser er der for at hjælpe dig videre. Vi har nok alle haft en eller anden dårlig oplevelse med en lærer, der ikke var sød. Men glem det. Det er de færreste (heldigvis), der er sådan. Husk på alle de gange, hvor en anden underviser har været sød mod dig. Måske givet dig små hint osv?

Og så til det klichéagtige. Tro på dig selv! Hvis du har forberedt dig godt nok, kan du ikke gøre mere. Tillid giver utrolig meget til en eksamenspræsentation. Hvis du virker selvsikker, udstråler du, at du kan dit shit. Måske endda selvom du ikke kan hele pensum?

Jeg håber, mine 5 tips + det løse har kunne hjælpe dig.

Jeg vil gå videre med mine forberedelser til mit specialeforsvar i morgen.

Wish me luck :* <3

EDIT: Jeg fik 12 til mit specialeforsvar! Jeg anvendte alle rådene dagen før, og det hjalp virkelig i dag, hvor jeg skulle forsvare kandidatafhandlingen 🙂

Pøj pøj til alle jer der ude 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *