For noget tid siden læste jeg et indlæg i Politiken. Det handlede om bæredygtighed, hvor skuespilleren Charlotte Fich bl.a. rådede til at man skulle købe ting af kvalitet for at producere mindre affald. Hun skrev derudover at tøj var den største fristelse. Læs artiklen her.
Artiklen ramte mig en hel del.
For det fik mig virkelig til at tænke på, hvor mange penge jeg igennem tidens løb har brugt på tøj, tasker og sko.
Jeg er en af dem, der aldrig smider ud når det går af mode, men giver alt til genbrug. Meget af mit tøj køber jeg også fra genbrugsforretninger, men der er da også gange, hvor jeg køber nye ting. Og jeg rydder gerne op i mit klædeskab en gang om året, eller i hvert fald hvert andet år.
Men så kom jeg til at tænke på alle de ting , der er gået i stykker i løbet af årene. Dem afleverer man jo ikke til genbrug!
Så jeg har taget en beslutning!
Fra nu af skal det være slut med at købe bras, for jeg har besluttet at købe kvalitet og skrue ned for forbruget, hvilket lidt bliver konsekvensen når jeg køber ting af bedre kvalitet 😛
Det første jeg har begivet mig ud i er at købe et par læder-ballerinaer fra Michael Kors. Jeg går stort set altid i ballerinaer og mine forholdsvis nye loafers er allerede slidt helt ned. Jeg købte dem i marts, så de har kun holdt i 4 måneder! De kostede 249 kr. Mine nye MK-balleriner kostede 1095 kr. Det vil sige, at de faktisk har “tjent sig hjem”, hvis bare de holder 18 måneder!
De er af læder og forholdsvis stilrene, så de ikke ender med at “gå af mode” og jeg håber derfor også på, at jeg undgår at blive træt af dem. Og så har de nogle super fine detaljer og er vildt gode at gå i, efter læderet blev mere blødt.
Jeg vil løbende skrive om min strategi fremadrettet og give en opdatering på, hvordan det går med at blive endnu mere bæredygtig! 🙂
Pingback: Nyt lækkert undertøj :D | livingbysarahlouise